Lyset dæmpedes, og et øjeblik faldt teatret i total stilhed. Et enkelt spotlight fandt ham — Albert, stående stille, med hænderne let rystende mod mikrofonen. Få i publikum vidste, hvad de var ved at høre.
Så kom den første tone.
Blid. Gammel. Vævet med smerte og stolthed.
Den armenske melodi “Dle Yaman” strømmede ud af ham som en bøn — ikke sunget, men følt. Hver tone bar på generationers vægt, hvert åndedrag syntes at klinge gennem århundreder af kærlighed og tab.
Folk holdt vejret. Selv dommerne bevægede sig ikke.
Midtvejs tørrede en af dem en tåre væk.
Da den sidste tone forsvandt i mørket, var stilheden øredøvende. Så et brøl — klapsalver så kraftige, at scenen rystede. Men Albert stod bare der, med lukkede øjne, tårer glimrende, som om han stadig befandt sig et sted mellem himmel og fædreland.
Det var ikke bare en sang den aften.
Det var et genfødt minde.
Det var Armeniens sjæl, der sang gennem én mands stemme