Hun begyndte at gemme sig. Spejle blev undgået, hatte blev hendes skjold, og fremmedes blikke gjorde ondt mere end ord. Hun spekulerede på, om hun nogensinde ville føle sig smuk igen. Alt ændrede sig den dag, hun mødte en medfølende frisør, som havde hørt hendes historie. Der var ingen dømmende blik, ingen medlidenhed — kun venlighed og beslutsomhed. Med en håndlavet paryk, sart makeup og blide opmuntringer begyndte forvandlingen. Stykke for stykke genfødtes hendes spejlbillede. Da hun endelig kiggede i spejlet, fyldtes hendes øjne med undren. Hun så ikke længere kun ar. Hun så mod. Hun så håb. Hun så den smukke og stærke pige, hun altid havde været — som smilede til hende.