Fra det øjeblik han trådte ind på scenen, var der noget ved ham, der straks vakte nysgerrighed. Han havde ikke brug for spektakulære bevægelser eller en overdrevet entré for at fange opmærksomheden. Med en rolig selvsikkerhed og en umiskendelig old-school-stil stod han klar til at vise alle præcis, hvad hans stemme kunne.
Så begyndte han at synge — og den hæse, soul-fyldte stemme ændrede øjeblikkeligt hele atmosfæren. Hans vokal havde en rå kvalitet, der føltes autentisk og fuld af karakter. Hver linje bar varmen fra klassisk soul, mens hans ru tone gav optrædenen en stærk og helt unik personlighed.
Efterhånden som optrædenen fortsatte, virkede det, som om han forsvandt dybere og dybere ind i musikken. Der var ikke behov for unødvendige teatralske effekter; hans stemme gjorde hele arbejdet. Kombinationen af soul, rå styrke og følelser gjorde det svært at se væk, og publikum indså hurtigt, at de var vidne til noget helt særligt.
Selv Simon virkede fuldstændig opslugt af optrædenen. Han fulgte nøje med, mens sangeren leverede det ene kraftfulde øjeblik efter det andet. Der var noget forfriskende ved at høre en stemme, der ikke lød poleret til perfektion — i stedet var det netop dens uperfektheder, der gjorde den så mindeværdig.
Til sidst var dette ikke bare endnu en audition. Det var en påmindelse om, hvor fængslende en virkelig karakteristisk stemme kan være. Old-school soul, en utrolig hæshed og en ubestridelig scenetilstedeværelse blev samlet i en optræden, der krævede alles opmærksomhed fra begyndelsen til slutningen.